Nye regler om entreprenørstop

Nye regler om entreprenørstop

marketing-office-working-business-33999

​Den 27. marts 2025 vedtog Folketinget en ændring af arbejdsmiljøloven, der introducerer ‘entreprenørstop’ på byggepladser og hæver bødeniveauet for overtrædelser af arbejdsmiljøregler. Formålet er at styrke sikkerheden og sundheden for ansatte i bygge- og anlægsbranchen.​

Med de nye regler kan Arbejdstilsynet pålægge en entreprenør at standse alt arbejde på en byggeplads, hvis der konstateres gentagne og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Dette gælder både for entreprenøren selv og eventuelle underentreprenører. Tiltaget skal sikre en hurtig og effektiv indsats mod farlige arbejdsforhold.​

Som bygherre bør du overveje, at sikre at kontrakten indeholder en forpligtelse for entreprenøren til straks at informere bygherren om eventuelle påbud fra Arbejdstilsynet. Dette sikrer, at du kan reagere hurtigt og vurdere de mulige konsekvenser for projektet.

Som underentreprenør skal du være opmærksom på, at selvom det er hovedentreprenøren eller en anden underentreprenør, der har begået grove overtrædelser, kan entreprenørstoppet gælde hele byggepladsen. Det vil sige, at dit arbejde kan blive sat i stå, uden du selv har brudt reglerne.

Derudover forhøjes bødeniveauet for overtrædelser af arbejdsmiljøloven, hvilket skal fungere som en skærpet økonomisk konsekvens for virksomheder, der ikke overholder reglerne.​

Loven træder i kraft den 1. juli 2025, mens bestemmelserne om entreprenørstop og de forhøjede bøder træder i kraft den 1. januar 2026. Du kan læse lovændringen her: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20241/lovforslag/l115/20241_l115_som_vedtaget.pdf